Fashion Forum RSS Feed

Subscribe to Fashion Forum RSS Feed feed
Updated: 27 min 30 sec ago

Endnu et godt regnskabsår for DK Company

08. Juni 2017

DK Company kan gå på sommerferie med den gode nyhed om, at de i løbet af 2016 formåede at omsætte for 2,8 mia. kroner – 344 mio. kroner mere end i forrige regnskabsår. Også resultatet før skat er steget med 12% til 104 mio. kroner, hvilket aldrig har været højere.

Selvom omsætningen er tilfredsstillende og forventningerne indfriet, er der ifølge koncerndirektør, Jens Poulsen, plads til forbedringer på bundlinjen:

”Jeg glæder mig over, at vi også lykkes med at skabe god organisk vækst efter en årrække med større, strategiske opkøb. Den organiske vækst udgør cirka otte procent af den totale vækst, hvilket er et tilfredsstillende niveau. Den positive udvikling er spredt geografisk på flere end 60 markeder og vores 20 brands, og vores forretningsgrundlag er klart blevet styrket gennem det seneste år med endnu risikospredning på grund af de mange brands på mange markeder,” siger han i en pressemeddelelse.

DK Company måtte i 2016 punge et to cifret millionbeløb ud, da de opkøbte de tre brands Culture, Educe og Pulz Jeans. Tre forskellige brands, der hver især skal styrke den samlede portfolio: Culture kom ind i koncernen med en stor omsætning og en bred kollektion, Pulz skal styrke DK Companys udvalg af underdele og Educe er vigtig i forhold til salg af ekspresvarer. Årsregnskabet tyder på, at opkøbene har været indbringende.

Kalenderen skriver juni, og resultatet af årets første seks måneder er lige om hjørnet – og på nuværende tidspunk tegner 2017 til at være endnu et godt år:

”Vores tre afsætningskanaler, wholesale, retail og online, afsætter som forventeligt omkring 25 millioner stykker tøj, og alle kanaler bidrager positivt til bundlinjen. Det er en tilfredsstillende udvikling, og allerede ved vores forestående halvårs­regnskab er indtjeningen større end for hele 2016,” siger Jens Poulsen, der for dette år forventer et resultat på minimum det dobbelte af 2016 og en omsætning, der runder de 3,1 mia. kroner i 2017.

Indlægget Endnu et godt regnskabsår for DK Company blev vist første gang den Fashion Forum.

”Kvalitet handler også om pasform”

07. Juni 2017

Mette Julie Bundgaard-Nielsens nye projekt, ’Circle Dress’, vil gøre oprør mod standardisering af konstruktionen af tøj. Helt konkret vil hun udvikle en mere bæredygtig og størrelsesfleksibel grundform – den model, tøj konstrueres ud fra.

Det kommer sig blandt andet af, at Wrap-rapporten, ”Valuing Our Clothes”, fra 2012 viser, at en af de primære grunde til, at vi skiller os af med tøj, er på grund af dårlig pasform.

”Min tilgang til bæredygtighed handler først og fremmest om kvalitet. Det ville være bedst, hvis vi som forbrugere købte kvalitet fremfor kvantitet, og i ordet kvalitet lægger jeg især vægt på det faktum, at det skal sidde ordentligt på kroppen. Her spiller tilskæring en vigtig rolle – den kan forlænge levetiden for tøjet, hvis det bliver gjort ordentligt,” siger Mette Julie Bundgaard-Nielsen.

Tilskæring indebærer ikke kun kjolelængder og V-udskæringer. Nej, det er helt ned til detaljer som skæringslinjer og trådretning – begreber, de færreste forbrugere stifter bekendtskab med, men som er omdrejningspunktet for projektet.

”’Circle Dress 1’ er første kjole i rækken og startskuddet på projektet – og en konkret visualisering af formålet. På selve kjolen er der håndtegnet de gradueringslinjer, jeg vil udfordre i forhold til restriktion og bevægelse. For hvad vil der ske, hvis skuldersøm og sidesøm blev rykket til andre placeringer? Vil det kunne medføre en bedre pasform og derved en længere holdbarhed? Dét skal skabe ideer til, hvordan jeg kan udforme en bæredygtig og størrelsesfleksibel grundform, som er målet med projektet,” siger hun.

Made in Denmark
Til ’Circle Dress 1’ har Mette Julie Bundgaard-Nielsen blandt andet anvendt en gammel skrædderteknik, hvor ekstra sømrum tilføjes til tøjet, så det kan lægges ud og tages ind, alt efter hvordan kroppen forandrer sig. For ifølge designeren, kan den bæredygtige tanke udvides til flere områder indenfor den normale designpraksis.

Kjolen bliver syet i hendes studie i Danmark og sælges via hendes hjemmeside samt i 71 Studio/Shop i København. I nakken finder man ikke størrelserne ’small’ og ’medium’, men i stedet et talsystem. Det skal engagere forbrugerne til at tage stilling til komfort og pasform for at finde den kjole, der passer bedst – også selvom det kræver en ekstra tur i prøverummet.

”Hvis vi skal gøre moden mere bæredygtig, skal vi også se på konstruktion og tilskæring med nye øjne og vende tingene på hovedet. Projektet handler derfor også om at byde ind med konceptuel inspiration, som en kommentar til den bæredygtige udvikling i modebranchen, designere og branchen i mellem,” er Mette Julie Bundgaard-Nielsen afsluttende kommentar til projektet, hun lancerer i.

Indlægget ”Kvalitet handler også om pasform” blev vist første gang den Fashion Forum.

Ny planlov baner vejen for større butikker

07. Juni 2017

I sidste uge vedtog et flertal i Folketinget en modernisering af planloven, der ifølge Erhvervsministeriet, skal give kommuner, borgere og virksomheder i hele landet bedre muligheder for at skabe vækst og udvikling, samtidig med der værnes om landskaber, natur og miljø.

Den nye lov ophæver størrelsesbegrænsningen for rene specialbutikker, der sælger udvalgte varer, herunder tøj, hvorimod dagligvarebutikker efter de nye regler må fylde op til 5000 m2 – et tiltag, der skal bidrage til at styrke konkurrencen og give forbrugerne lavere priser. Det skriver Detailfolk.dk.

Fjerner vækstbarrierer
Erhvervsminister Brian Mikkelsen er positivt stemt og er glad for, at Folketinget i dag har vedtaget moderniseringen af planloven. Han udtaler til Erhvervsministeriet:

”Moderniseringen fjerner vækstbarrierer i den fysiske planlægning og er et vigtigt skridt til fremme af vækst og udvikling i hele Danmark. De nye udviklingsmuligheder i blandt andet landdistrikterne og detailhandelen er nu en realitet, der kan komme ud og virke i hele landet til gavn for både virksomheder og borgere, samtidig med, at vi beskytter miljøet og en righoldig natur,” siger han og tilføjer:

”De nye udviklingsmuligheder går hånd i hånd med beskyttelse af landskaber, natur og miljø. Nu er det op til virksomheder, borgere og kommunerne at gøre brug af de nye rammer til gavn for udviklingen i hele Danmark,” lyder det fra Erhvervsministeren. 

Tilfredshed i branchen
Frank Heskjær, retailchef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, mener ligeledes, at planloven er et positivt tiltag, fordi det er med til at give kommunerne mulighed for at inddrage nye områder, og fordi mange indenfor detailbranchen tidligere har været begrænset af den forhenværende planlov.

”Det, at kommunerne selv får mulighed for at træffe nogle beslutninger indenfor deres egne rammer, er vigtigt for udviklingen. Bymidterne kan nu planlægges på en helt anden måde, så det bliver muligt at lave nogle projekter, som ikke var mulige før. Det er en positiv udvikling på detailmarkedet,” siger Frank Heskjær i en pressemeddelelse.

Den moderniserede planlov træder i kraft den 15. juni i år og ligger i forlængelse af aftalen, Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder, som i juni 2016 blev udarbejdet af regeringen, sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Indlægget Ny planlov baner vejen for større butikker blev vist første gang den Fashion Forum.

Heidi Klum designer tøjkollektion for Lidl

07. Juni 2017

Discountkæden Lidl har netop offentliggjort deres nyeste satsning indenfor tøjkategorien – en kategori, der de seneste år er blevet mere og mere populær i dagligvarebranchen, hvor flere og flere butikker prøver kræfter med et øget beklædningssortiment, ved siden af det øvrige salg af især madvarer. Den tyske butikskæde vil skabe en ny kollektion af mere kvalitetsbevidst, men stadig prisvenligt tøj, designet af den ditto tyske model, tv-vært og tøjdesigner, Heidi Klum. Det skriver Businessinsider.com.

Det nye kendissamarbejde markerer Lidls bestræbelser på at udvide deres kundesegment, og kollektionen er, ifølge dagligvarekæden selv, den mest eksklusive, de til dato står bag. Men hvordan prisniveauet vil komme til at være, vil de ikke afsløre endnu:

”Den nye kollektion vil være meget i overensstemmelse med vores kerneværdier om at tilbyde vores kunder højkvalitetsprodukter til gode priser,” fortalte en talskvinde fra Lidl, ifølge Drapersonline.com, hvortil Heidi Klum kunne tilføje:

“Lidl er kendt for at lave kvalitetsprodukter til overkommelige priser, og jeg er stolt af at være en del af det her modesamarbejde,” sagde hun.

Tøj indtager dagligvarebranchen
Lidls nye tøjsatsning er dog slet ikke den første af sin slags. Discountkæden har allerede syv interne tøjbrands, og vakte opsigt, da de i september sidste år, åbnede en pop-up butik i det eksklusive shoppekvarter i Hamborg, Neuer Wall, med deres womenswear-mærke, Esmara, side om side med Prada og Gucci-butikker.

Og de er ikke de eneste. Flere andre dagligvarebutikker, både danske og udenlandske, har valgt at tage udfordringen op imod modebranchen og give dem konkurrence på både pris og kvalitet.

Herunder har danske Coop længe haft planer om at sætte sig på en større markedsandel, når det kommer til salg af tøj, og Dansk Supermarked meldte ud i marts, at lignende tøjsatsning har båret frugt, så koncernen solgte intet mindre end 38 millioner stykker tøj i 2016. 

Den nye Heidi Klum-kollektion vil blive solgt i mere en 650 forskellige Lidl-butikker rundt omkring i Europa og USA, og lanceres senere i år.

 

Indlægget Heidi Klum designer tøjkollektion for Lidl blev vist første gang den Fashion Forum.

HAN Kjøbenhavn henter topdirektør fra Falck

06. Juni 2017

Det er ikke mere end tre uger siden, at vi her på Fashion Forum kunne fortælle, at medstifter af HAN Kjøbenhavn, Jannik Wikkelsø Davidsen, fra nu af er eneindehaver af virksomheden, efter Tim Hancock solgte ham sin andel og dermed officielt forlod foretagendet.

Men nu er brandet også klar til at offentliggøre, hvem der kommer til at varetage pladsen som administrerende direktør i HAN Kjøbenhavn fremadrettet, nemlig Daniel Hummel, tidligere administrerende direktør i Falck Global Assistance.

HAN Kjøbenhavn har bevæget sig udenfor modebranchens rammer, for at besætte den nye stilling, og det er ifølge Jannik Wikkelsø Davidsen grundet et ønske om at indhente solid administrativ erfaring, både for at kunne kapitalisere på det momentum, som virksomheden har netop nu, men også for at kunne bringe HAN Kjøbenhavn ud på nye eventyr:

”Vi har skabt et kreativt produkt, som er kompetitivt herhjemme, såvel som i udlandet. Den gode idé kan drive os så langt, men for at tage virksomheden til næste skridt, har vi brug for tunge kræfter på det administrative plan. Vi har ledt med lys og lygte efter den rigtige mand, og anser det for at være et kæmpe scoop, at vi har fået Daniel Hummel ind. Han er en af de største CEO-talenter herhjemme, så det er vi meget glade for og føler os meget privilegerede over,” fortæller Jannik Wikkelsø Davidsen, der vil fortsætte som kreativ direktør og ejer af HAN Kjøbenhavn.

Klar til næste skridt
Han har mange store planer for sin virksomhed, hvilket inkluderer flere nye butiksåbninger, blandt andet i Aarhus, men også uden for Danmarks grænser, som for eksempel i London – og det er bare én af grundene til, at HAN Kjøbenhavn ser store fordele i den nye ansættelse:

”Daniel Hummel kan bidrage med til at få administreret vores størrelse og gøre os klar til næste skridt. Det har været vigtigt for os at ansætte en person, der er tryg ved en virksomhed af en betydelig størrelse, som kender rejsen og ved, hvad der skal til at få den administrative del til at hænge sammen, for at komme op på det niveau, vi gerne vil,” siger Jannik Wikkelsø Davidsen videre.

Og det er en opgave, som Daniel Hummel er mere end klar til at varetage:

“Jeg tænder på at få virksomheder og mennesker til at vokse. Jeg ser et enormt potentiale i HAN Kjøbenhavn, som man kender for kvalitetstøj, fantastisk branding og høj kreativitet. De ting skal jeg ikke ind og røre ved, men jeg er sikker på, at jeg kan være med til at tage virksomheden til det næste niveau og indfri det store potentiale virksomheden indeholder,” siger Daniel Hummel.

Indlægget HAN Kjøbenhavn henter topdirektør fra Falck blev vist første gang den Fashion Forum.

Danefæ Cph vækster på udenlandske markeder

06. Juni 2017

I 2005 besluttede Danefæ Cph at udnytte det ustadige danske vejr. Brandet brød igennem med stribede og mønstrede regnfrakker, som de danske kvinder hurtigt tog til sig og flittigt cyklede rundt i, i alt slags vejr. Her 12 år efter sælges Danefæ Cph stadig via flere hundrede forhandlere i Danmark og udlandet, og sortimentet er udvidet til at bestå af både overtøj og hverdagstøj til kvinder, mænd og børn. Produkterne passer godt til det europæiske klima, og det har medført en øget vækst på de udenlandske markeder – især de tyske og hollandske markeder efterspørger overtøjet fra Danefæ Cph.

”Faktisk har det været lidt af en logistisk udfordring for os med så markant øget efterspørgsel på specifikke modeller i vores sortiment. Typisk er vi lagerførende på overtøjet og især på modeller, som går igen sæson efter sæson, men vi har været udfordret med hensyn til at kunne holde varerne hjemme og imødekomme efterspørgslen,” siger medindehaver af Danefær Cph, Louise Warberg Hækkerup, der har forbedret logistikken i virksomheden:

”Vi har været nødsaget til at allokere ressourcer til at optimere processerne, ligesom vi i efteråret 2016 har investeret i helt ny lagerindretning, der har øget lagerkapacitet,” siger hun.

Senest har virksomheden indgået aftaler med agenter i Storbritannien og Irland.

“Det er også markeder, som umiddelbart matcher vores produktportefølje godt, så vi er spændte på at se, hvad det kan udvikle sig til”, siger hun.

Indlægget Danefæ Cph vækster på udenlandske markeder blev vist første gang den Fashion Forum.

Les Deux klar med nyt leveringskoncept

06. Juni 2017

Når kunderne har fortaget et køb online, er leveringstiden i dag et vigtigt konkurrenceparameter, og Les Deux tager nu sagen i egen hånd – bogstaveligt talt.

”Helt grundlæggende ser vi et problem med, at de store leveringsfirmaer ikke er hurtige nok, og at kunderne derfor kan stå og vente på en pakke i alt for lang tid. Det er jo ikke god kundeservice,” siger grundlægger af Les Deux, Andreas von der Heide til Finans.

Netop denne problemstilling har virksomheden til hensigt at løse med et nyt leveringskoncept, hvor kunder, der shopper online, kan få leveret sine varer inden for kun tre timer.

Ifølge Andreas von der Heide er formålet at skille sig positivt ud i forhold til andre tøjmærker:

”Selvfølgelig har vi gode pasformer og gode kvaliteter, men det er der også mange andre, der kan levere. Så vi skal gå skridtet videre og gøre relationen til kunden endnu stærkere. Det får man blandt andet ved den her personlige oplevelse,” udtaler han til Finans, og henviser til, at kunderne vil blive mødt af garvede Les Deux-medarbejder med indgående kendskab til brandet og kollektionerne.

Målet er at rulle konceptet ud i Københavnsområdet i starten af august, og hvis leveringsmetoden bliver taget godt imod, er Aarhus næste by i rækken.

”Fungerer det også i Aarhus, begynder vi stille og roligt at tage resten af de større byer herhjemme og udvide områderne derfra. Det er altså en stille og rolig udrulning,” siger grundlæggeren.

Samme pris – bedre service
Det økonomiske aspekt af initiativet indebærer for virksomheden en investering i to biler, og prisen for levering inden for tre timer, kommer i følge Finans, til at koste mellem 50 og 75 kroner. Det bliver ikke meget dyrere for kunderne, da leveringsfirmaer som eksempelvis Post Nord tager 50 kroner for en levering til Storkøbenhavn. Derfor er håbet, at det bliver det en gevinst for både brandet og kunderne:

”Vi mener ikke, at det kommer til at betyde den store økonomiske forskel for hverken os eller kunden. Men både servicen og leveringstiden er bare bedre, ligesom vi får styrket vores personlige relation til kunden,” siger Andreas von der Heide.

Les Deux er på mange fronter ikke bange for at tage chancer og prøve ideer af. De lancerede blandt andet en ny ’Straight to Market’-strategi, hvor de vil udfase deres klassiske fire kollektioner om året, for til gengæld at satse på et flydende forløb mellem design, produktion og netop levering. Messerne er fremover også valgt fra, fortalte Andreas von der Heide til Fashion Forum under modeugen i februar.

Indlægget Les Deux klar med nyt leveringskoncept blev vist første gang den Fashion Forum.

Ændrer tre kroner arbejdsforhold i Bangladesh?

06. Juni 2017

I sidste uge offentliggjorde Nordeas chef for ansvarlige investeringer, Sasja Beslik, udregninger som Nordea har lavet, der ifølge banken viser, at hvis H&M fordoblede lønnen for de arbejdere, der laver tøjet, så ville det ikke betyde mere end 2,19 kr. ekstra på produktets slutpris. Det skriver flere danske og udenlandske medier. På Sasja Besliks Twitter kan man se regnestykket, der er lavet ud fra H&Ms produktion i Bangladesh.

Fashion Forum har spurgt H&M, hvordan koncernen forholder sig til Nordeas udregninger.

”Det er afgørende for H&M, at de mennesker, der producerer varer for os, bliver betalt en løn, de kan leve af, som dækker deres behov og som afspejler deres kompetencer, erfaring og ansvar. Det er der ingen tvivl om. Men diskussionen omkring lønninger er kompleks og derfor er det vigtigt, at man ikke forsimpler løsningen ved at foreslå, at H&M ved at hæve prisen på vores varer med 2,19 kroner kan fordoble lønningerne for syerskerne,” lægger bæredygtighedschef hos H&M Danmark, Mia Møgelgaard, ud med at sige, inden hun fortsætter med at forklarer, hvordan man hos H&M ikke finder regnestykket så simpel, som det bliver fremlagt af Nordea.

”Typisk producerer en leverandør varer for flere forskellige brands i forskellige prisklasser, og det kan ganske enkelt ikke udledes, at højere priser i butikkerne direkte fører til højere lønninger hos syerskerne. En syerske får præcis samme løn uanset om han eller hun syr tøj for et brand, hvor en trøje koster 199 kroner eller 1999 kr. Arbejdet med at sikre højere lønninger i et land som Bangladesh kræver andre og mere holistiske løsninger.”

Sasja Beslik har efterfølgende lagt endnu en mellemregning omkring H&Ms produktionstilgang i Bangladesh ud på sin Twitter-profil. Her lyder matematikken på, at hvis H&M skærer ned på overarbejdstimer i produktionen, som ifølge Nordea koster H&M 72 millioner dollars om året, vil de have dækket 25% af omkostningerne til de føromtalte lønstigninger.

”Da vi tror på, at løsningen kræver samarbejde på tværs af branchen har vi også et langvarigt samarbejde med ILO, IF Metall og SIDA samt med mange andre, internationale brands, som deler vores syn på sagen og ligeledes forsøger at skabe langvarige, positive forbedringer i produktionslandene. Mange parter skal involveres og målet med vores arbejde er at sikre, at alle tekstilarbejdere skal have fair lønninger, ikke kun de arbejdere, der syr varer hos H&M’s leverandører,” siger Mia Møgelgaard om den løsning, H&M-koncernen tror på.

Indlægget Ændrer tre kroner arbejdsforhold i Bangladesh? blev vist første gang den Fashion Forum.

Pages