Fashion Forum RSS Feed

Subscribe to Fashion Forum RSS Feed feed
Updated: 1 hour 47 min ago

”Kærlighed er ikke en forbrydelse”

03. August 2017

Won Hundred har længe været fortaler for en mindre konservativ kønsopfattelse og kunne med kreativ direktør Nikolaj Nielsen i front løfte sløret for deres første unisex-kollektion i oktober 2016.

Men nu er brandet klar til at følge deres værdier endnu længere, og er gået sammen med Scoop Models og Amnesty International om at samle penge ind til at bekæmpe de overgreb, der netop nu hærger i den russiske republik Tjetjenien – siden foråret 2017 har en lang række homoseksuelle mænd været forfulgt og udsat for grov vold og tortur på grund af deres seksuelle overbevisning.

”Der sker overgreb mod homoseksuelle mange steder i verden, men i Tjetjenien er der lige nu tale om en målrettet klapjagt med det ene formål at angribe alle homoseksuelle mænd. Derfor er det afgørende, at Danmark og andre lande dels lægger pres på Rusland og Tjetjenien, dels tilbyder hjælp til de desperate mænd, der lige nu står i akut livsfare,” lyder det fra Helle Jacobsen, kampagneleder hos Amnesty International, i en pressemeddelelse.

Af denne grund er de tre parter gået sammen om at skabe kampagnen ”Love is not a crime,” hvortil Won Hundred har stået for at designe en T-shirt, som skal øge opmærksomheden på situationen og hvor alt overskuddet går ubeskåret til Amnesty Internationals arbejde.

Initiativet kommer oprindeligt fra Scoop Models’ kreative direktør, Sune Palmer, som mente, at Won Hundred var det helt rigtige mærke til at stå for designet. Scoop Models har til gengæld stået for kampagnebillederne, hvor modeller af begge køn poserer sammen iført T-shirten.

”Det er uforståeligt, at der ikke har været mere fokus på netop denne sag. Derfor vil vi rigtig gerne være med til at skabe opmærksom omkring problemstilling,” forklarer Sune Palner.

T-shirten kan fra den 3. August købes i Won Hundreds egne butikker, samt online på www.wonhundred.com eller www.amnesty.dk og vil koste 250 kroner.

Indlægget ”Kærlighed er ikke en forbrydelse” blev vist første gang den Fashion Forum.

9PR satser på influencers under modeugen

03. August 2017

I næste uge er der garanti for, at de sociale medier vil flyde over med billeder og videoer fra den københavnske modeuge, hvor medier, brands, bloggere og influencere visuelt vil berette om shows, events, outfits og oplevelser – og publikummet er blandt andet de mange tusinde onlinefølgere.

”Vi har de seneste sæsoner – både herhjemme og i udlandet – set, hvordan der udspiller sig et lige så vigtigt show på gaden, som på catwalken. Streetstyle-fotograferne er lige i hælene på de mange influencere, der på en troværdig og personlig måde viser, hvad modehusene har at byde på,” siger CEO og partner hos 9PR, Line Christiane Plesner.

Den opmærksomhed og kendskab som influencers formår at skabe via deres respektive Social Media-profiler, vil 9PR udnytte til fordel for hele deres kundeportefølje. Derfor har bureauet taget initiativ til en såkaldt ’Influencer Lounge’, hvor de forvandler deres showroom til en åben garderobe og arbejdsstation for udvalgte influencere fra Skandinavien, hvor de har adgang til alle de brands som bliver repræsenteret af 9PR.

”Vores kunder forstår vigtigheden af at blive set – online og offline, og af de rigtige personer. Loungen giver alle vores kunder mulighed for at vise sit brand-DNA overfor de inviterede influencers, der kan låne løs af tøjet. Håbet er, at de deler billeder af sig selv iført tøjet. I sidste ende skal det være med til at eksponere brandet over for slutbrugerne, der følger disse personer,” siger Line Christiane Plesner.

Personlige relationer
I en tid hvor magtforholdene udfordres mellem etablerede medier og selvstændige bloggere, arbejder 9PR løbende på, hvordan de som mellemmand kan hjælpe deres kunder med at knytte bånd til bloggere og influencere – der er selvskrevne til ’Influencer Lounge’.

”De sociale medier spiller en kæmpe rolle i forhold til, hvilke brands, trends og styles, der hitter, og i første omgang er de inviterede influencers med en bred følgerskare, der når ud til den modeinteresserede slutforbruger. Men også moderedaktører og stylister med en stærk profil online samt de mindre influencers – med de rigtige følgere – er inviteret med.”

9PR samarbejder med Morrocanoil om initiativet, der uderover udlån af tøj, vil tilbyde de inviterede at få sat hår, ordnet negle og lagt makeup. Selvom fokus er på tøjet under en modeuge, giver bureauet også deres skønhedskunder mulighed for at få opmærksomhed:

”En anden strategisk overvejelse, vi har gjort os, er, hvordan vi kan få mest ud af, at vi har en bred kundeportefølje. Tidligere har vi afholdt et show inden pressedagene, hvor vi miksede de forskellige brands med hinanden for på den måde at skabe synergi. Det samme vil vi gøre i næste uge, hvor vores kunder – mode-, skønhed- og livstilsbrands – side om side kan inspirere influencerne,” afslutter Line Christiane Plesner.

Indlægget 9PR satser på influencers under modeugen blev vist første gang den Fashion Forum.

ONLY: Alt bomuld skal være ’Better Cotton’ i 2020

02. August 2017

Når ONLYs efterårskollektion rammer hylderne i 500 butikker og hos 4.500 wholesale-kunder, består 20% af bomuldsprodukterne af bæredygtig bomuld. Men blot om tre år vil tallet være 100%, for ONLY har sat sig som mål, at brandet senest i 2020 udelukkende sælger bomuldsprodukter fremstillet af miljøvenligt Better Cotton-bomuld.

Målsætningen sker som følge af et samarbejde med NGO’en, Better Cotton Initiative, der arbejder for at forbedre den globale bomuldsproduktion – for medarbejderne, som producerer bomulden, og for miljøet, som bomulden vokser i.

Det betyder samtidig, at ONLYs bomuldsleverandører senest i 2020 skal kunne leve op til kravet om at levere 100% Better Cotton. Derfor er brandet nu i gang med at orientere sine leverandører om skærpelserne.

International produkt- og indkøbschef i ONLY, Jesper Rasmussen, understreger, at ONLYs bæredygtige beslutning ikke vil svække konkurrenceevnen:

”For bønderne har det ikke krævet store tekniske investeringer at blive Better Cotton-godkendt, da Better Cotton Initiative har investeret globalt i at uddanne bomuldsbønderne og effektivisere deres produktion – for eksempel uden brug af pesticider og ved at kontrollere og minimere forbruget af vand i produktionen. Det betyder, at bønderne kan sælge bomulden til samme pris som konventionelt produceret bomuld,” siger han.

”Jeg glæder mig over, at vores organisation bevæger os i den retning. Med vores størrelse har vi også en forpligtigelse,” siger direktør i ONLY og CEO og partner i ONLY Stores, Finn Poulsen.

En af grundene, til at ONLY satser på bæredygtig bomuld, er, at kvaliteten af Better Cotton er nået op på niveau med den konventionelle bomuld, fortæller international produkt- og indkøbschef, Jesper Rasmussen:

”I dag har infrastrukturen, dokumentationen og dermed også gennemsigtigheden og troværdigheden bag Better Cotton nået et niveau, som betyder, at vi er klar til at bidrage til at forbedre miljøet og de sociale forhold for medarbejderne i bomuldsproduktionen. Bønderne og møllerne er registrerede, og traceback-systemet fungerer for hele forsyningskæden,” siger han.

På daglig basis producerer og sælger ONLY 250.000 stykker tøj – hvoraf alt bomuld i 2020 vil være bæredygtigt, hvis ambitionerne indfries.

Indlægget ONLY: Alt bomuld skal være ’Better Cotton’ i 2020 blev vist første gang den Fashion Forum.

Ny pressekonsulent til Kopenhagen Fur

02. August 2017

Allerede fra dag ét i sit nye job som pressekonsulent har Trine v.d.V. Rasmussen tre års erfaring med Kopenhagen Fur. Hun har nemlig tidligere været senior-kommunikationsrådgiver hos kommunikationsbureauet PRD i 10 år, hvor hun har rådgivet blandt andet IC Companys, Samsung, Tommy Hilfiger, Bestseller og ikke mindst Kopenhagen Fur.

”Som ekstern konsulent oplevede jeg fra første parket ikke blot virksomhedens, men hele branchens innovative tilgang til både nutiden og fremtiden. Jeg glæder mig derfor meget til at blive en del af en af de største eksportsucceser, vi har herhjemme, og være med til at fortælle om alle de spændende aktiviteter, som avlere, medarbejdere og samarbejdspartnere hver dag iværksætter og fører ud i livet,” siger Trine v.d.V. Rasmussen, der havde første arbejdsdag hos pelsvirksomheden 1. august.

Senest har hun siddet i en stilling som PR & Communications Manager hos Kähler Design, hvor hun havde det internationale ansvar for PR, kommunikation og events. Nu venter nye udfordringer hos en velkendt virksomhed:

”Som pressekonsulent hos Kopenhagen Fur skal jeg være med til at fortsætte den proaktive og åbne tilgang til kommunikation, som avlere, ledelse og virksomheden hele tiden udviser og arbejder efter hver eneste dag. Her er oplysning en hjørnesten, og jeg ser frem til at være med til at udbrede kendskabet til den dedikation, innovation og bæredygtighed, der tegner den danske pelsbranche, hvad end det kommer til forskning, arbejdet på de danske gårde eller internationale modesamarbejder,” siger hun.

Trine v.d.V. Rasmussen er ansat, fordi virksomheden i forvejen kendte hende som en dygtig og dedikeret samarbejdspartner, der har skabt gode resultater for Kopenhagen Fur, fortæller medie- og kommunikationschef hos Kopenhagen Fur, Søren Jespersen:

”Det er vigtigt for Kopenhagen Fur, at kendskabet til pelsbranchen er højt, og derfor er pressearbejdet strategisk prioriteret. Trine har vist, at hun kan finde de gode historier og gøre dem relevante for en bred vifte af medier. Pelsbranchen er i sit udgangspunkt bæredygtig, og én af Trines vigtigste opgaver bliver at få synliggjort de bæredygtighedshistorier, som pelsbranchen er fuld af.”

Indlægget Ny pressekonsulent til Kopenhagen Fur blev vist første gang den Fashion Forum.

Designers Remix lancerer cirkulært projekt

01. August 2017

Det danske modebrand, Designers Remix, så dagens lys for første gang i 2002 og fylder derfor 15 år i år. Men i stedet for at fejre med lagkage og rigelige mængder champagne, har stifter og kreativ direktør Charlotte Eskildsen i stedet besluttet at markere mærkedagen ved at lancere et helt nyt projekt, ved navn Preloved Remix.

Preloved Remix er er initiativ, der sætter fokus på cirkulær økonomi og som markerer Designers Remix’ øgede indsats for at mindske brandets aftryk på kloden ved at producere produkter med minimal ressourcespild.

”Når jeg tænker på, hvor meget tøj vi har solgt de sidste 15 år, så ved jeg, at der eksisterer en enorm ressource af virkelig godt kvalitetstøj derude, som bare venter på at blive genoplivet,” fortæller Charlotte Eskildsen i en pressemeddelelse.

En kollektion af tidligere favoritter
Preloved Remix-projektet har til formål at indsamle tidligere produkter og skabe nye af tekstilmaterialet herfra. Det betyder, at kunder fra den 8. august og fremover kan aflevere deres brugte Designers Remix-produkter i brandets flagskibsbutikker, hvorefter tøjet vil blive genbrugt i en helt ny kollektion, som ligeledes vil blive solgt eksklusivt hos Designers Remix. Men selvom projektet er et led i en ny strategi for brandet, er den bæredygtige tankegang ikke ny for Charlotte Eskildsen.

Miljøbevidsthed har siden begyndelsen været rygraden i hendes forretningsmodel, hvor hun genbrugte og omsyede T-shirts fra lagerfaciliteter, som hun satte sammen med vintagefund og solgte som en samlet kollektion.

”Min oprindelige idé med denne virksomhed var at genbruge tøj og kreere unikke design uden at gå på kompromis med miljøet. Det er dybt forankret i vores brand DNA og nu er tiden er inde til at søsætte det her projekt,” lyder det afsluttende fra Charlotte Eskildsen.

De første Preloved Remix-designs er skabt i samarbejde med en række influencere, som har doneret deres brugte tøj til formålet, og vil blive præsenteret under Designers Remix’ SS18-show til Copenhagen Fashion Week i august.

Indlægget Designers Remix lancerer cirkulært projekt blev vist første gang den Fashion Forum.

Dansk ur-brand: ”Alt kan ske med Kickstarter”

01. August 2017

I dag klokken 12 lyder startskuddet på en ny Kickstarter-kampagne, som About Vintage står bag. De næste 30 dage skal det danske urbrand forsøge at skabe opmærksomhed og salg af deres fjerde urkollektion, ’1971 Swiss Made Automatic’.

About Vintage er ikke den typiske Kickstarter-virksomhed, da det allerede er et etableret brand med en gennemtestet produktion, og urene fra den nye kollektion er en del dyrere end dem, som normalt lanceres via Kickstarter. Men det er et helt bevidst valg fra brandets side:

”Med vores Kickstarter-kampagne forsøger vi at gøre tingene anderledes, end hvad man kan forvente af en lancering af et ur i prisklassen plus 7.000 kroner. Vi synes, det kunne være sjovt at skabe noget larm, og med Kickstarter kan man nå ud til rigtig mange mennesker på forholdsvis kort tid,” siger grundlægger af About Vintage, Thomas Andersen.

About Vintages ure ligger i et prisleje, der starter ved 2.000 kroner – de kalder selv deres ure for ’The Affordable Dreamwatch’, og de har oplevet, hvordan den unge generation er købestærk. Derfor tror About Vintage også på, at et ur til 7.000 kroner vil være til at sælge – både via Kickstarter, hvor de giver 50% rabat de næste 30 dage, men også til fuld pris i butikker fra primo 2018.

Stort forarbejde
Selvom kampagnemåneden bliver intens, går der et stort – hvis ikke større – stykke arbejde forud for et Kickstarter-projekt, fortæller Thomas Andersen, der sammen med medgrundlægger, Sebastian Skov, og øvrige kollegaer det seneste år har arbejdet på lanceringen.

”For det første skulle produktet designes og testes. For det andet er en fængende og professionel video altafgørende for at få succes på Kickstarter, og derfor har vi allieret os med et produktionsselskab, som har stået for at skabe den video, der skal sælge vores idé og produkt. Men selv med en god video skal produktet være helt i top. Vores kollektion er produceret i Schweiz, som er kendt for netop deres ekspertise inden for ure.”

Det seneste år er også gået med at skabe kendskab, opmærksomhed og hype.

”Vi har sammen med diverse bureauer brugt mange ressourcer på markedsføring op til lanceringen i dag – alt fra at generere ’leads’ til at udsende nyhedsbreve til de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter og at reklamere online overfor vores målgruppe – mænd i alderen 20-50 år. Vi samarbejder derudover med bureauer i hele kampagneperioden for løbende at kunne optimere promoveringen,” siger Thomas Andersen.

Det italienske urmærke, Filippo Loreti, besidder rekorden i at have indsamlet flest penge til et urprojekt på Kickstarter – og står for det 18. største crowdfunding-projekt nogensinde.

”Kickstarter er en sjov størrelse, hvor alt kan ske, og vi ville da lyve, hvis vi sagde, at vi ikke har tænkt os at gå ben hårdt efter at rejse mere end de 33 mio. kroner, som Filippo Loreti opnåede,” siger Thomas Andersen, der de næste 30 dage vil følge indsamlingen tæt sammen med resten af virksomheden.

Indlægget Dansk ur-brand: ”Alt kan ske med Kickstarter” blev vist første gang den Fashion Forum.

Danskeres forbrug svarer til 3,6 jordkloder

31. Juli 2017

Den 2. august 2017 rammer vi dette års Earth Overshoot Day – dagen, hvor de ressourcer, som kloden kan nå at forny på et år, officielt er brugt op. Og det er én dag tidligere end sidste år.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af den internationale tænketank, Global Footprint Network, som har beregnet, at menneskeheden derfor globalt set har brug for det økologiske råderum svarende til 1,7 jordklode. Men herhjemme er udviklingen endnu mere kritisk, idet beregningen viser, at danskerne alene på et år bruger det, der svarer til hele 3,6 jordkloder.

Kort sagt betyder det, at vi lever over evne og bruger klodens ressourcer hurtigere, end den kan nå at gendanne dem. Det kan måske lyde en anelse abstrakt, men ifølge CSR-konsulent og stifter af Closed Loop, Suzi Christoffersen, er det faktisk meget simpelt:

”Hvis vi ser lidt forenklet på det, så svarer det til, at vi den 2. august ikke har flere penge på kontoen, og at der ikke kommer flere før den 1. januar næste år. Hvordan skal vi leve så længe uden en krone på lommen? Trække over? Det er det, vi gør i dag og har gjort siden 1971, hvor der sidst var balance mellem det menneskelige forbrug og klodens evne til at gendanne sine ressourcer. Men hvordan trækker man over på klodens ressourcer?” spørger Suzi Christoffersen, som synes, det er bekymrende, at datoen rykker tættere og tættere på.

Et stigende materielt forbrug
Ifølge hende skyldes den negative udvikling blandt andet et stigende (over)forbrug, og det er noget, som mode- og tekstilindustrien også bærer en del af ansvaret for.

”I Danmark er der især tre industrier, som tærer uhensigtsmæssigt på klodens naturkapital: kød, transport og materielt forbrug. Sidstnævnte skyldes blandt andet tøj, som danskerne køber mere og mere af. Ifølge Danmarks Statistik bruger en husstand i Danmark i gennemsnit 10.325 kroner om året på tøj – tøj, som for manges vedkommende kun bliver brugt et par gange og derefter ender med at hænge bagerst i skabet,” fortæller Suzi Christoffersen videre.

Hun frygter, at problemet ikke går i sig selv – tværtimod. Fremtidens ressourcebrug ser kun ud til at stige, ikke mindst på grund af det øgede befolkningstal og den voksende middelklasse, som begge medfører et ditto stigende forbrug. Af denne grund mener hun, at det er på tide at omlægge nogle af de uhensigtsmæssige vaner, som Earth Overshoot Day vidner om.

”Vi har alle et ansvar og kan hjælpe med at bringe dette ressourceforbrug ned og skubbe dagen tilbage. Brug det du allerede har, køb mindre, køb bedre, køb genbrug,” lyder den afsluttende opfordring fra Suzi Christoffersen.

Indlægget Danskeres forbrug svarer til 3,6 jordkloder blev vist første gang den Fashion Forum.

Zizzi lancerer nyt butikskoncept

31. Juli 2017

Zizzi oplever både en vækst online og en fremgang i deres butiksdrift, og næste fase for brandet er at lancere et nyt indretningskoncept. Her er fokus på at udnytte pladsen bedst muligt og skabe indbydende rammer for kunderne. Og når produkterne hele tiden optimeres og fornyes, skal butiksindretningen følge med og afspejle udviklingen i designet, lyder det fra brandet.

”Vores mål har været at skabe et inspirerende, stemningsfuldt miljø, der sikrer, at kunderne får en helstøbt oplevelse. Samtidig har vi taget højde for betydningsfulde detaljer, der gør, at vores kunder føler sig tilpas og har ro til at trække på den solide ekspertise, vi har, når det gælder fashion og fitting inden for plus size,” siger Head of Marketing, Martin Jack Busk.

Brandet tror på, at kunderne er tilstede både online og offline, og derfor vælger Zizzi at investere i butiksoplevelsen som en del af deres omfattende og ambitiøse omnichannelstrategi, der bliver tænkt ind i alle aspekter af brandoplevelsen.

”Vi har lyttet til vores kunders behov gennem eksempelvis fokusgrupper, og hørt hvad de ønsker af en butik. Dét har vi kombineret med vores viden om, hvad der sker inden for retail og design og derudfra udviklet konceptet. Derudover har det grundlæggende været planen at få butikkerne til at spille sammen med den online oplevelse – for eksempel er der en ambition om, at kunderne på sigt skal kunne bestille varer, de står og prøver i det fysiske prøverum, hvis de ønsker en anden størrelse eller farve, end der findes i butikken,” siger Martin Jack Busk.

Selvom tøjet kun hænger i én højde på væggene, vil den enkelte butik kunne rumme 20% flere varer, da der er arbejdet strategisk med at udnytte gulvet. Her vil små øer fremhæve forskellige temaer såsom jeans, basics og trends, som kunderne nemt kan få overblik over. Samtidig har prøverummene også fået mere plads. Førhen udgjorde de 14% af butiksarealet – nu er det 20%.

Men butiksindretning handler for Zizzi ikke kun om kvadratmeterne:

”Vi har tænk over alle detaljer – for eksempel duften i butikken, lyssætningen, der giver et varmt lys og temperaturen, der holdes behagelig af en vifte i loftet. Grønne planter, gulvtæpper, velour og de store prøverum skaber en tryg og komfortabel privatsfære,” siger Martin Jack Busk, og netop atmosfæren skal være med til at lede kunderne til butikkerne, hvor de får en personlig service, der ikke er mulig i samme grad online.

Alle kommende, nye Zizzi-butikker tage udgangspunkt i det nye koncept, de lancerer den 3. august i Hillerød og ugen efter i Lyngby. Foruden en række butikker i Danmark vil der i 2017 også blive åbnet endnu flere Zizzi konceptbutikker i både Norge, Finland og Holland.

Indlægget Zizzi lancerer nyt butikskoncept blev vist første gang den Fashion Forum.

Karriereføljeton: ”Uden nysgerrighed er intet spændende”

28. Juli 2017

Fashion Forum har sat fire erfarne branchefolk i stævne og vil henover sommeren fortælle om deres veje og vildveje ind i modebranchen.

Show-aktuelle Nicholas Nybro, 35 år, er chefdesigner for det brand, som han selv har grundlagt og lagt navn til. Som barn troede han, at han skulle være skuespiller. Men allerede som 12-årig tegnede han sin første kollektion og besluttede, at han ville skabe smukke kjoler, før han overhovedet anede, der er noget, der hedder en modebranche – en branche, som han i dag ville ønske ville stå mere sammen.

Hvilken uddannelse har du taget?
“Efter gymnasiet vidste jeg, at jeg ville søge ind på Designskolen Kolding, men blev tilbudt at stilling som kostumedesigner for et teater der var eget af LEGOLAND. Jeg tog imod jobtilbuddet og åbnede i den forbindelse et værksted på Østerbro, hvorfra jeg producerede kostumerne, samtidig med, at stedet også fungerede som et galleri med skiftende udstillinger. To år efter søgte jeg ind på Designskolen i Kolding og blev meget chokeret, da jeg ikke kom ind, første gang jeg søgte. Men heldigvis kom jeg i kontakt med en af de lærere, der havde siddet til min prøve, og hun rådede mig til at tage på højskole og lave alt andet end tøj. Så jeg tog på Holbæk Kunsthøjskole, og det gav mig blod på tanden og tro på, at mode ikke kun behøver at være beklædning. Efter højskolen blev jeg optaget på designskolen.”

Hvad er de vigtigste kompetencer i dit fag?
”For mig er overblikket en af de vigtigste kompetencer at mestre. Jeg laver så mange forskellige projekter, så hvis jeg ikke havde mit overblik, ville jeg ikke kunne arbejde 110% i dybden. Derudover er det også essentielt, at have en vis mængde nysgerrighed – hvis du ikke er nysgerrig, kan du være nok så dygtig håndværksmæssigt, uden at det bliver særlig spændende.”

Hvad er det bedste og det værste ved dit job?
”Det bedste er, at jeg kan fortælle historier og komme med indspark til debatter igennem mode, som er noget, folk tager stilling til hver eneste dag, når de klæder sig på. Til gengæld synes jeg, at det værste er, at vi som designere stadig er utroligt dårlige til at stå sammen. Vi er en ret ny branche, og derfor har vi endnu ikke fundet ud af, at vi kan blive meget stærkere, hvis vi står sammen og hjælper hinanden.”

Er det blevet sværere eller lettere og arbejde i modebranchen i dag?
”Jeg tror bestemt, det er blevet lettere i dag, fordi modebranchen har fået så meget plads både i medierne og politisk. Mode er blevet en del af folks bevidsthed og ikke bare en praktisk foranstaltning, der sikrer, at vi ikke skal gå nøgne rundt. Men når det er sagt, så har den øgede opmærksomhed også gjort, at mange flere unge mennesker drømmer om at blive designere, og det betyder blandt andet, at der er rigtig mange, som bliver uddannet til en branche, hvor der slet ikke er jobs nok.”

Hvad er dit råd, hvis man gerne vil være designer?
”Folk stresser meget i modebranchen over at være unikke og finde på ”det nye”. Jeg husker selv på, at jeg ER unik, så hvis jeg er tro mod mig selv, skal der nok komme et unikt produkt. Tro på din egen mavefornemmelse – så skal det unikke nok komme af sig selv.”

Indlægget Karriereføljeton: ”Uden nysgerrighed er intet spændende” blev vist første gang den Fashion Forum.

Ugen i mode

28. Juli 2017

Som mor, så datter
Æblet falder ikke langt fra stammen, og Julie Fagerholts datter, Bex Fagerholt, har for anden gang i træk designet en kollektion under navnet ’Tagged by Bex’. Som prikken over i’et er hun på forsiden af denne måneds ELLE – selvfølgelig iført tøj af eget design.

Ned på jorden
Det er efterhånden ikke ildeset at have sneakers på til kjoler – også til de lidt finere af slagsen. Stine Goya har således designet to feminine sneakers og inviterer til lancering den 1. august i butikkerne i København og Aarhus.

Med god samvittighed
Det danske brand, Carcel, der får produceret deres tøj af indsatte i kvindefængsler i Peru, er nu klar til at lancere en onlinebutik under modeugen i august. Her vil man kunne købe blandt andet strik i 100% lokal baby-alpakauld og hvert enkelt stykke tøj bærer navnet på præcis den kvinde, der har produceret det. 8.-10. august har Carcel derudover en pop up-shop hos Kinfolk Gallery.

Tillykke!
Bjørg Jewellery har fødselsdag, og det fejrer brandet med fest i butikken i Læderstræde den 4. august.

Opkøb
Michael Kors Holding har shoppet sko for 1,2 mia. dollars, svarende til omkring 7,6 mia. kroner. Det amerikanske brand har nemlig opkøbt Jimmy Choo og føjer nu et luksusbrand til porteføljen.

Efteråret nærmer sig
Gucci, Miu Miu og Calvin Kleins efterårskampagner er nu offentliggjort, og det er ikke et kedeligt syn. Hvor Gucci bevæger sig i et fremtidsunivers med rumskibe, aliens og ufoer – og fortid med dinosaurer – tager Miu Mius kampagnevideo os med tilbage til New Orleans i 1920’erne, hvor Kate Moss, Naomie Harris og Missy Ryder agerer skuespillere. Raf Simons er tro mod den amerikanske arv hos Calvin Klein og har derfor skudt årets efterårskampagne i den californiske ørken.

Nyt navn
Navnet Calvin Klein Collection er erstattet af Calvin Klein 205W39NYC – forvirret? Selvom det ikke ligger lige for, er der en mening med galskaben. Talkombinationen står for adressen, hvor Calvin Klein har hovedkontor i New York. Det kræver dog god hukommelse at huske hele navnet.

Livet i spotlight
Rihanna stjal al opmærksomheden denne uge – hver eneste gang hun mødte op til en filmpremiere eller til præsidentmøde. Sangerinden var en levende emoji i rød Giambattista Valli-couturekjole til filmpremiere i London og strålede i en pink Prada-dragt i Paris. Hendes uge toppede, da hun mødtes med Brigitte og Emmanuel Macron for at diskutere støtte af uddannelse.

Indlægget Ugen i mode blev vist første gang den Fashion Forum.

Amazon lancerer nyt socialt netværk

27. Juli 2017

En af ulemperne ved Instagram er, at det kan være lidt af et detektivarbejde at finde de produkter, som man støder på i strømmen af billeder – også selvom brugeren tagger, det brand der står bag. Denne forhindring vil Amazon komme til livs, og onlinegiganten har derfor lanceret en ny funktion: Amazon Spark.

Her kan premiumbrugere af Amazon oprette en profil, poste billeder i bedste Instagram-stil og tagge de viste produkter, så billedet linker til siden, hvor produktet kan købes – på Amazon, naturligvis. Der er altså kun et enkelt klik, fra du ser et billede af eksempelvis et par solbriller, til du kan lægge solbrillerne i din virtuelle indkøbskurv.

Når du opretter en bruger på Amazon Spark, skal du vælge fem interesser, og disse temaer vil du få vist i dit feed. Formålet er at få flere til at shoppe via Amazon, og en yderligere dimension til initiativet er at øge det sociale aspekt ved webshopping. Brugeren kan kommentere, og som alternativ til et like på Facebook og et hjerte på Instagram benytter Amazon Spark sig af smil.

I første omgang er Amazon Spark tilgængelig i USA. Business Insider har testet funktionen og mener, at det stadig virker som en beta-version. De har heller ikke haft det store held med at blive ledt hen til præcis det produkt, de havde set på billedet.

Med Instagrams 700 millioner brugere – et antal, der fortsat stiger – skal der lidt til for at vælte dén app af pinden. Især taget i betragtning af, hvordan Instagram med sin ’story’-funktion giver Snapchat hård konkurrence. Amazon er dog ikke af en ubetydelig størrelse med 300 millioner brugere, men spørgsmålet er, hvor mange sociale medier, forbrugerne kan og vil engagere sig i. Selvom funktionaliteten er fordelagtig, står og falder Amazon Sparks succes med, om forbrugerne opretter sig, engagerer sig og deler billeder.

 

Indlægget Amazon lancerer nyt socialt netværk blev vist første gang den Fashion Forum.

DM&T inviterer til topmøde i modebranchen

27. Juli 2017

Det er 10 år siden DM&Ts sidste topmøde løb af stablen, hvor hele modebranchen var samlet. Men i år gentager de succesen, denne gang den 10. oktober på Docken i Københavns Nordhavn.

Årets tema er ”En værdikæde skræddersyet til fremtiden”, og dagen vil byde på en lang række talere fra ind- og udland, som vil sætte fokus på nogle af de vigtigste forhold, når det kommer til at fremtidssikre mode-, tekstil- og livsstilsbranchens virksomheder. Der vil blive afdækket nogle af de væsentligste aspekter af virksomhedernes hverdag, såsom innovation, forretningsudvikling, afsætning, økonomi og menneskelige ressourcer.

”Vi har valgt at fokusere på de mange udfordringer og muligheder, modebranchen bliver mødt af i dag og i de kommende fem år, og hvordan branchens virksomheder kan fremtidssikre sig. Teknologi, detailstrukturen og de menneskelige relationer er under hastig forandring og massiv påvirkning, og vi vil gerne sætte fokus på, hvordan det påvirker modebranchens virksomheder,” fortæller administrerende direktør hos DM&T, Thomas Klausen, om omdrejningspunktet for efterårets store topmøde.

Han mener, at sådan en branchedag er afgørende for det gode samarbejde internt i branchen og giver god anledning for alle aktører til at få talt med sine ligesindede – ikke mindst, for at pleje det fællesskab, som ifølge ham, er ekstremt vigtigt for modebranchens selvforståelse.

Til spørgsmålet om, hvorfor branchens ledere skal deltage i mødet, svarer Thomas Klausen:

”Først og fremmest fordi man får viden til at styrke sin virksomhed til at omfavne de muligheder, fremtiden bringer. Programmet i sig selv er egentlig rigeligt, men der er også en anden tungvejende grund til at deltage. Som branche har vi brug for at samles en gang om året. Vi spiller en afgørende rolle i det danske erhvervsliv og samfund, hvor vi skaber eksport, arbejdspladser og velstand. Det, synes jeg, er på sin plads, at vi samles om og hylder, da vi som branche er fælles om at have skabt den position.”

Dansk Mode & Textil TOPMØDE 2017 finder sted den 10. oktober 2017 på Docken i København. Læs mere og se hvordan du tilmelder dig herDu kan også læse et fuldt interview med direktør Thomas Klausen om topmødet hos DM&T, her.

Indlægget DM&T inviterer til topmøde i modebranchen blev vist første gang den Fashion Forum.

CFW: ”Modeugen er også for forbrugerne”

26. Juli 2017

Copenhagen Fashion Week har rystet posen på en lang række områder – hvad angår showkalenderens struktur, hvilke ugedage modeugen skal foregå og hvordan ugen skydes i gang. Denne sæson vil vi se både gengangere og nye tiltag, og det gælder både den åbne og lukkede del af modeugen.

SS18-sæsonen kickstartes tirsdag den 8. august med en åbningsreception i Papirhallen for inviteret presse og aktører i modebranchen; en sommerversion af vinterens åbningsfrokost på Rådhuset.

Derefter er opmærksomheden rettet mod slutforbrugerne – et B2C-fokus funderet i Copenhagen Fashion Week’s nye strategi, fortæller CEO for Copenhagen Fashion Week, Camilla Frank:

“På Copenhagen Fashion Week arbejder vi kontinuerligt på at skabe platforme, der åbner modeugen op for forbrugeren. Derfor glæder vi os meget over samarbejdet med Zalando, hvor vi i denne sæson inviterer indenfor i et modeugeunivers i Papirhallen.”

’Zalando Studios x Copenhagen Fashion Week’ er et én-dagsevent i Papirhallen for forbrugere og andre modeinteresserede, hvor en række designere, redaktører, modeeksperter og stilikoner er inviteret til at definere skandinavisk modedesign og fortælle om deres arbejde i branchen. Formaterne varierer fra paneldebatter og trend-talks til personlige fortællinger.

Man kan blandt andre møde chefredaktør på Eurowoman Anne Lose, journalist på Børsen, Rikke Agnete Dam samt den norske designer, Holzweiler, der debuterer på den københavnske showkalender. Malene Malling har kurateret en udstilling med sine favoritter fra skandinaviske kollektioner og fortæller om dem i en snak med modeugens Camilla Frank.

Ønsket om at bringe den lukkede del af modeugen tættere på forbrugeren bliver yderligere understreget af, at Papirhallen også danner ramme om Copenhagen Fashion Week’s talentscene, hvor tre nye designere har fået muligheden for at afholde show som del af den officielle showkalender. Talentholdet består af Heliot Emil, Corali og Mai Svanhvit – og ulig de andre shows under modeugen er forbrugerne inviteret med indenfor som publikum.

“Det har altid haft høj prioritet for Copenhagen Fashion Week at skabe platforme for vækstlaget i den danske modebranche. Med vores talentscene får tre håndplukkede, talentfulde, unge designere mulighed for at vise, hvad de kan – både overfor international og national presse, indkøbere og ikke mindst slutforbrugeren. Og forhåbentlig kan det være med til at sætte gang i deres karriere,” siger CEO for Copenhagen Fashion Week, Camilla Frank.

Forrige modeuge lancerede Copenhagen Fashion Week nye formater for lørdagens åbne aktiviteter, hvor forbrugerne kunne komme til frokost med en designer, til Art Talk og på shoppetur med en moderedaktør. Succesen for de tre events har betydet, at Copenhagen Fashion Week den kommende modeuge afholder lignende åbne arrangementer om lørdagen. De endelige navne og tidspunkter bliver offentliggjort her.

Billetterne til Zalando Studios x Copenhagen Fashion Week kan købes her og giver samtidig adgang til CFW talentscenen samt cocktail hour. Alt sammen i Papirhallen.

Indlægget CFW: ”Modeugen er også for forbrugerne” blev vist første gang den Fashion Forum.

Levering bliver afgørende for webshops fremtid

26. Juli 2017

Både udenlandske og danske webshops har allerede anderkendt leveringstiden som et vigtigt konkurrenceparameter. Blandt andet Zalando, Miinto og Les Deux går ind i kampen om at levere få timer efter, at kunden shoppet varer online.

Zalando, der opererer i 15 lande, samarbejder med mange forskellige partnere på de lokale markeder, for ifølge onlineportalen kræver det meget lokal viden at skulle stå for leveringer. Eksempelvis arbejder Zalando sammen med leveringsfirmaet Stuart i England, Trunkrs i Holland og software logistikfirmaet Centiro i Sverige.

Lokal viden kan for eksempel være at kende kundernes præferencer for leveringstidspunkt og grænser for, hvilke oplysninger de ønsker at oplyse.

”I Holland er det helt almindeligt at give sit telefonnummer til en leveringsservice, fordi det gør det nemmere, når pakken skal afleveres, ligesom man også sagtens kan levere pakker efter klokken 22.00. Det forbrugermønster er helt anderledes i Tyskland, hvor man sjældent har direkte kontakt til forbrugeren ud over adressen, og her er det ikke okay at komme efter klokken 20.00,” fortæller direktør fra hollandske Trunkrs, Jan Wijn.

Virksomheden arbejder blandt andet også med såkaldt ’crowd service’ i Holland, hvor kureren kan levere pakker til naboen.

Test af service i hovedstæder
Blandt de danske virksomheder ses en tendens til at starte i storbyen og derefter udbrede konceptet til andre byer – når virksomheden har fået indsigt i, hvordan servicen bliver taget imod.

Les Deux var eksempelvis ikke tilfreds med hastigheden af leveringsfirmaerne og lancerer derfor fra august en service, hvor kunder har tøjet i hænderne inden for tre timer efter købet. Medarbejder hos Les Deux skal stå for fragten af tøjet, og målet er – foruden at styrke kundeservicen – at skabe en personlig relation til kunderne. Prisen på levering bliver højest 25 kroner dyrere for kunderne end levering med Post Nord.

Også Miinto har udvidet sin leveringsservice. Med dette initiativ kan butikker i udvalgte lokalområder sende bestillinger ud. Leveringstiden er helt nede på en 80 minutter. Aarhus og København er første byer, hvor tjenesten udbydes – men flere byer i både Danmark, Norge og Holland er på tegnebrættet. Prisen ligger på 89 kroner.

”God service handler også om levering og fleksibilitet, og netop derfor tilbyder vi nu ekspreslevering,” siger CEO grundlægger af Miinto, Konrad A. Kierklo. Det giver samtidig de enkelte butikker mulighed for at differentiere sig og give en endnu bedre service end naboerne.

Men kundeservice handler for Zalando både om levering – og returnering. Derfor har de i europæiske storbyer lanceret et forsøg på en returneringsservice, de kalder ”Return on demand”. Med dette initiativ kan kunden vælge at bestille en øjeblikkelig afhentning til en bestemt adresse – og øjeblikkelig betyder 60 minutter. Kunder kan derudover bestille en kurer, der henter ens returvarer i et tidstum på en time. Begge løsninger er gratis for kunden.

Hos udenlandske spillere er leveringstiden ikke i samme ekspresfart som de ovennævnte serviceinitiativer. Net-a-Porter.com leverer inden for tre arbejdsdage til Storbritannien og mellem tre og fire arbejdsdage til Danmark. Mango har udvidet sin leveringsservice til at inkludere flere europæiske lande og byer samt USA – leveringstiden er 24 timer. H&M og Zara tilbyder også kunden at betale for ekspreslevering, men her snakker vi også et døgn eller mere. Disse tidsrammer kan hænge sammen med placeringen af deres varelagre – ikke alle er placeret en times kørsel fra alle kunder. Det er blandt andet noget Zalando arbejder med – at placere sine lagrer strategisk rundt omkring i Europa. Lige nu har de fem, hvoraf det nyeste i Stockholm skal servicere de skandinaviske kunder.

Hvorvidt en forkortet leveringstid mindsker forbrugernes tålmodighed må tiden vise. Initiativerne skriger heller ikke lige frem bæredygtighed, hvis kurerfirmaer skal fragte enkelte ordrer i pendulfart til øst og vest – og tilbage til øst med endnu en ordrer, der netop blev lagt.

Indlægget Levering bliver afgørende for webshops fremtid blev vist første gang den Fashion Forum.

Karriereføljeton: ”Tag aldrig et nej for et nej”

25. Juli 2017

Fashion Forum har sat fire erfarne branchefolk i stævne og vil henover sommeren fortælle om deres veje og vildveje ind i modebranchen.

38-årige Suzi Christoffersen er grundlægger af konsulentvirksomheden Closed Loop, hvor hun til dagligt bidrager til modebranchens overgang til en mere ansvarsbevidst og bæredygtig dagsorden. Som barn drømte Suzi om at blive dyrlæge, men måtte efter et knap så vellykket praktikophold, som inkluderede flere døde hesteben end nuttede dyreunger, indse, at det ikke var den rigtige vej for hende. Hun landede dog på rette hylde, da hun begyndte at arbejde hos IC Group, og for alvor fik hænderne i CSR-arbejdet.

Hvilken uddannelse har du taget?
“Først tog jeg en privat designuddannelse, fordi jeg troede, at jeg skulle være designer, men det enorme pres over at skulle opfinde den dybe tallerken og nye kollektioner hver dag gik jeg kold i. Jeg fandt derimod ud af, gennem mit praktikophold, at jeg var meget bedre som bindeled mellem design og produktion. Derfor valgte jeg at tage designteknologi-uddannelsen på KEA med fokus på produktion og indkøb. Der var ikke det store udbud for at læse CSR, så jeg opstøvede alle kurser og netværker og tilbød min arbejdskraft gratis til alt, der havde bare det mindste med CSR at gøre, for at tilegne mig viden. I dag findes der heldigvis flere uddannelser med fokus eller retninger indenfor CSR og bæredygtighed i mode- og tekstilindustrien.”

Har du gået nogle omveje?
“Jeg læste jura i to år på Aarhus Universitet, men eftersom torsdagsbaren var lidt mere interessant end Formue- og Arveret konkluderede jeg, at jeg simpelthen ikke havde tålmodigheden til at blive jurist. Det valg er jeg ret glad for i dag.”

Hvad er de vigtigste kompetencer i arbejdet med CSR?
“Du skal være dygtig til at formidle budskabet og få folk til at forstå, at vi er nød til at ændre vores vaner, processer og ressourceforbrug i stedet for at få folk at føle, at de bliver slået oveni hovedet med en lang moralprædiken. At være nysgerrig og analyserende er vigtigt. Selvom nogen virksomheder har arbejdet med CSR i mange år, så er branchen stadig er sin spæde begyndelse og derfor under konstant forandring. Det er vigtigt at have lysten til at analysere denne udvikling, konstante forandring og være opdateret hele tiden.”

Hvad er det bedste og det værste ved dit job?
“Vores planet står overfor nogle enorme udfordringer, og nogen gange kan man godt blive lidt modløs over, det går for langsomt, og at vi behandler vores klode og medmennesker så hensynsløst. Men det opvejes af de gange, hvor man faktisk kan se, at branchen og industrien er begyndt at rykke sig i den rigtige retning, og at selv en lille ting kan gøre en forskel.”

Hvad er dit råd, hvis man gerne vil arbejde med CSR?
“Netværk betyder utrolig meget. Opbyg så tidligt som muligt et kæmpe netværk på tværs af branchen, så du hele tiden har nogle kompetente mennesker at trække på. Lad være med at tage et nej for et nej og følg dit hjerte. Hvis det er det, du brænder for, så findes der en vej. Det er ikke sikkert du bliver rig på det, men du vil helt sikkert være bedre og gladere i det du laver.”

Indlægget Karriereføljeton: ”Tag aldrig et nej for et nej” blev vist første gang den Fashion Forum.

Skal Ganni sælges?

25. Juli 2017

Da 2016 var slut, kunne Ganni præsentere et regnskab med pæne tal. Bruttofortjenesten lå på mere end 55 mio. kroner, hvilket var over en fordobling set over en firårig periode. Årets resultat var 17 mio. kroner – en tredobling sammenlignet med 2015. Virksomhedens egne prognoser tyder på, at en stigning i omsætningen vil fortsætte i 2017.

Administrerende direktør, Nicolaj Reffstrup, og kreativ direktør, Ditte Reffstrup, har gennem en årrække på få år formået at skabe en succesfuld modevirksomhed, siden de kom til som aktionærer i 2007, da virksomheden var syv år gammel.

I gårsdagens udgave af Børsen kunne man læse, at Ganni har hyret PWCs corporate finance-afdeling til at undersøge mulighederne for et helt eller delvist salg af selskabet.

Hvorvidt nye ejere og investorer er på vej til Ganni har ikke været til at få be- eller afkræftet af administrerende direktør, Nicolaj Reffstrup, og han har ikke kunnet kommentere sagen.

Ganni forhandles idag i mere end 400 butikker verden over og har 18 butikker i Danmark, Sverige og Norge. Ganni afholder show torsdag under den kommende modeuge.

Indlægget Skal Ganni sælges? blev vist første gang den Fashion Forum.

Stella McCartney kreerer kjole af vegansk silke

24. Juli 2017

Stella McCartney har aldrig benyttet hverken læder eller skind i sine kollektioner, og 53% af materialerne til kvindekollektionen består af bæredygtige materialer.

Nu tager designeren endnu et skridt henimod en mere miljø- og dyrevenlig modeindustri. Stella McCartney har nemlig netop indgået et samarbejde med den amerikanske biotek-virksomhed, Bolt Threads, der er specialiseret i skabe næste generation af bæredygtige materialer.

De har blandt andet udviklet en laboratorieskabt silke; skabt af gær og inspireret af edderkoppers spin. Og netop denne silke vil Stella McCartney anvende – i første omgang til en kjole, der skal udstilles på The Museum of Modern Art til efteråret.

Fremstillingsmåden gør materialet veganer- og miljøvenligt, og er derved tro mod Stella McCartneys vegetariske brand. De to parter planlægger yderligere at lancere nye initiativer både i år og fremover.

”Lige siden vi grundlagde Bolt Threads, har vi drømt om et samarbejde med Stella McCartney. Hun har ikke kun en enestående æstetik, hendes værdier og banebrydende, bæredygtige mode stemmer overens med vores vision for fremtidens mode,” siger CEO af Bolt Threads, Dan Widmaier, ifølge Forbes.

”Jeg har altid kæmpet med brugen af silke, så samarbejdet med Bolt Threads er skelsættende for både mig og min karriere,” siger Stella McCartney til Women’s Wear Daily.

Hun er kendt for sit engagement indenfor bæredygtighed og som miljøforkæmper – ikke kun for at gøre brandet bedre, men for at ændre hele industrien. Eksempelvis var hendes seneste kampagne skudt på en losseplads for at sætte fokus på den mængde affald forbrug og modeindustrien skaber.

”På et personligt og professionelt plan er samarbejdet med Bolt Threads virkelig spændende, fordi det føles som, at alt endelig falder på plads og prikkerne mellem mode, bæredygtighed og tech-innovation forbindes,” siger hun ifølge Forbes.

På grund af dyre- og miljøetiske årsager anvender Stella McCartney vegansk læder, og amerikanske forskere gror læder i et laboratorium. Derudover var vinderen af Global Challenge Award det hold, der fremstiller læder af vindruer. Med Stella McCartney og Bolt Threads’ samarbejde er der udsigt til, at også silke skal retænkes.

Indlægget Stella McCartney kreerer kjole af vegansk silke blev vist første gang den Fashion Forum.

Euroman klar med ny strategi

24. Juli 2017

1. maj 2017 fik Danmarks største mode- og livsstilsmagasin for mænd ny chefredaktør. Karl Erik Stougaard er manden, der – i en presset tid for printmedier – skal styrke Euromans position og økonomi samt fastholde abonnements- og læsertallene.

Karl Erik Stougaard har endnu ikke haft jobbet i 100 dage, men de faste formater har allerede fået en overhaling. Når Euromans over 200.000 månedlige læsere bladrer igennem augustnummeret med Jørgen Leth på forsiden, vil de blandt andet blive mødt af en ny åbningssektion, ”Hold øje med” – sider med interviews, tips og guides til den kommende måneds kulturtilbud.

”Vi har gjort op med de lidt stereotype, faste kulturformater, som er kendetegnede for den måde, danske medier generelt dækker stoffet på. Vi vil gerne give kulturen mere liv og aktualitet. Vi vil påtage os rollen som kuratorer og give vores læsere klare anbefalinger, for noget er bare bedre end andet,” siger chefredaktør, Karl Erik Stougaard, i en pressemeddelelse.

Moden skal ikke stå alene
Fra dag ét har planen været at gentænke magasinet, og kulturlivet havde førsteprioritet. Derudover vil en markant satsning på tech pryde Euromans sider. Også på modefronten vil alt ikke være, som det plejer. Fremover bliver modestoffet en mere integreret del af artikel-flowet, i stedet for at være en sektion for sig.

”Vi har Danmarks bedste modeteam, og ingen formår bedre herhjemme at gøre modeserier til inspirerende fortællinger i sig selv. De fortællinger vil vi gerne folde bedre ud, og så vil vi stræbe efter at blive mere guidende for forbrugeren,” fortsætter chefredaktøren i pressemeddelelsen.

Karl Erik Stougaard har sammen med redaktionen og Egmonts kommercielle afdeling brugt den første tid til at analysere indhold og målgruppe og derudfra lagt en ny strategi for magasinets indhold. Flere ændringer og tiltag er på vej og rulles ud i de kommende udgivelser.

Ifølge Karl Erik Stougaard vil kernen i Euroman dog forblive den samme, som har kendetegnet magasinet gennem 25 år:

”Vi bærer videre på en stolt tradition for god journalistik i lange formater, det stærke, personlige interview, den fascinerende reportage og den overraskende afsløring. Det er den livsnerve, som adskiller Euroman fra alle andre magasiner, og jeg garanterer, at den skal vi nok holde liv i.”

Spaltepladsen i det nyeste magasin med de første strukturændringer er fyldt ud med interviews med kulturpersoner som eksempelvis forfatter, kommentator og filmmand, Jørgen Leth, instruktør, Nikolaj Arcel, forfatter, Paul Auster, og bandet, Suspekt.

Indlægget Euroman klar med ny strategi blev vist første gang den Fashion Forum.

Karriereføljeton: ”Der er aldrig en kedelig dag”

21. Juli 2017

Fashion Forum har sat fire erfarne branchefolk i stævne og vil henover sommeren fortælle om deres veje og vildveje ind i modebranchen.

Tidligere direktør for DM&T og LEGO Wear, 41-årige Kasper Eis, er grundlægger og administrerende direktør i det bæredygtige modebrand AMOV Apparel. Som ung havde han ikke den fjerneste ide om, hvad fremtiden skulle byde på og endte på handelshøjskolen, hvor han var omkring både oldtidskundskab, regnskabslære og maskinelementer. Det var ikke før han tog på et øjenåbnende praktikophold hos surf-virksomheden Volcom i Australien, at han besluttede sig for, at han skulle skabe en modevirksomhed en dag.

Hvorfor har du valgt at arbejde i modebranchen?
“De seneste 15 år har jeg haft en ambition om, at være en del af modebranchen – men jeg endte med at tage andre veje. Først med salg og marketing i Procter & Gamble, derefter som strategikonsulent i PA Consulting Group og seneste som marketingdirektør i Bang & Olufsen. Jeg har hele tiden holdt retningen for øje, men i bund og grund er det nok en tilfældighed, at jeg sidder her i dag.”

Hvilken uddannelse har du taget?
“Jeg har en bred ingeniøruddannelse, International Technology Management, der kombinerede teknologi og handel, hvilket har givet mig en god og bred forståelse for hele værdikæden. Og så fik jeg kombineret studiet i Danmark med længere ophold i både Australien, Frankrig og USA, hvilket jeg lærte meget af. I Australien fandt jeg ud af, at jeg elsker udfordringer og det rush, som det giver, når man opnår det, som man arbejder hårdt for.”

Hvad er de vigtigste kompetencer i dit fag?
“Det kommer meget an på funktionen i virksomheden. Som CEO i en opstartsvirksomhed kræves der primært drive og vedholdenhed, mens det i en større virksomhed handler om overblik og ledelsesevner. Men uden dygtige fagspecialister er virksomheden ingenting. Det gælder både design, indkøb, QC, finanser, logistik og meget mere – direktøren kan have nok så meget overblik og drive, men hvis ikke de rette medarbejdere er på plads, så kan man hoppe og danse.”

Hvad er det bedste og det værste ved dit job?
“Mit job som CEO i en opstartsvirksomhed kommer med to kæmpestore plusser, nemlig variation og frihed. Jeg har aldrig en kedelig dag på arbejde og har total frihed til at styre min tid. Men sjovt nok er det præcist de samme punkter, der er de store udfordringer. Det er svært at finde tid til fordybelse i enkelte emner – og friheden kommer også med en god portion usikkerhed. Jeg er gået direkte fra høj løn og høj sikkerhed til ultimativ usikkerhed. Men ingen klager herfra, man må tage det sure med det søde.”

Hvad er dit råd, hvis man gerne vil starte sit eget brand?
“Hvis jeg skulle ændre på én ting, så skulle jeg have haft en designer med fra starten af. Jeg er jo bare en mystisk konsulent-type og manglede i opstarten den stærke tøjprofil. Designeren (Winnie) fandt jeg heldigvis sidste år, men rådet til andre iværksættere må være at sikre det optimale team fra starten. Det kan minde om et marathon-løb, når man starter en virksomhed, men det handler om at tage den med ro – og nyde turen undervejs.”

Indlægget Karriereføljeton: ”Der er aldrig en kedelig dag” blev vist første gang den Fashion Forum.

Ugen i mode

21. Juli 2017

Iskoldt samarbejde
Designsamarbejder er ikke nyt i modebranchen, hvor der næsten dagligt lanceres diverse special editions. Nué Notes, Envii, Leowulff og Dawn x Dare ridder med på bølgen – de har dog ikke teamet op med hinanden, men med noget så forfriskende som en isproducent. De fire brands har med inspiration i deres eget design kreeret en Magnum-is til den kommende Magnum Pleasure Store i Magasin.

Haute couture i Berlin
Bread & Butter by Zalando forsøger for tredje gang at ryste posen for, hvad en mode- og kulturfestival skal tilbyde, og udgaven til september bliver ingen undtagelse, hvor temaet er ’Bold’. Hovedattraktionen er Viktor & Rolf, der skal afholde haute couture-show i forbindelse med festivalen i Berlin. Alle modeshows vil blive live-streamet via festivalens kanaler.

På jagt efter Gucci
Hvad Pokémon GO var for sommeren 2016, kan Guccis app gå hen og blive denne sommer og dette efterår, for luksusbrandet lancerer en ny funktion, de kalder ’Gucci Places’ – en oversigt over steder, der har inspireret brandet og kreativ direktør, Alessandro Michele. I stedet for at samle fantasifigurer kan fashionistaer med app’en købe stoflapper inspireret af Gucci-lokationerne til at sy på eksempelvis tasker. Målet er at skabe et fællesskab blandt Gucci-fans.

Mode- eller miljøkampagne?
Stella McCartney slår et slag for miljøet med brandets nye efterårskampagne. Billederne er skudt på en losseplads i Skotland, hvor modellerne poserer på bunker af skrald og udbrændte biler. Formålet er at sætte fokus på den mængde affald, som mode og forbrug skaber samt dets påvirkning på miljøet – helt i tråd med brandets DNA. Der er aldrig blevet brugt læder eller skind og 53% af damekollektionerne er lavet af bæredygtige materialer. 

Hypen er i gang
Traditionen tro vil H&M til november udgive deres årlige designsamarbejde, og den 13. juli kunne highstreet-kæden udløse spændingen – Erdem er næste brand i rækken, der skal få folk til at ligge i kø verden over og sukke efter blomstrede kjoler til H&M-priser. Nedtællingen er i gang, 104 dage til lanceringen 2. november.

Og vinderen er…
De i alt 12 regionale vindere af International Woolmark Prize er fundet – en herre- og en damedesigner fra seks regioner, heriblandt Europa, USA og Asien. Danske Mark Kenly Domino Tan var nomineret i dametøjskategorien men måtte se sig slået af hollandske Laport. De to globale vindere kåres til januar og har derved god tid til at designe deres finalekollektion. 

Indlægget Ugen i mode blev vist første gang den Fashion Forum.

Pages