Kronprinsessen taler bæredygtighed med Vogue Australia

05. Juli 2016

I august-udgaven af Vogue Australia taler Kronprinsesse Mary om sin passion for bæredygtig mode og om at give en stemme til kvinder i tekstilindustrien.

Den australsk-fødte Kronprinsesse diskuterede et af de emner, hun er mest passioneret omkring, da hun i forbindelse med Copenhagen Fashion Summit i maj, talte bæredygtig mode med Vogue Australia til magasinets august-udgave, hvor Kronprinsparret pryder forsiden.

”Det vil tage tid at skabe reel og bæredygtig forandring. Hvis vi taler om tekstil- og modeindustrien, er det en af de mest kvindedominerede industrier i verden, og alligevel er det meget få, der bliver hørt,” pointerer Kronprinsessen og understreger endvidere den rolle, HKH ser sig selv i, i processen mod bæredygtighed:

”Jeg bruger min platform som en højlydt og engageret stemme for at skabe opmærksomhed og styrke kvinders og pigers menneskerettigheder,” siger Kronprinsesse Mary til Vogue Australias chefredaktør, Edwina McCann.

En passion, der også skinnede igennem, da HKH i sin åbningstale til Copenhagen Fashion Summit netop talte menneskerettigheder. Du kan læse hele interviewet og se portrætserien af Kronprinsparret fotograferet af Mario Testino, når august-nummeret af Vogue Australia udkommer i næste uge. Og indtil da kan du opleve højdepunkterne fra dette års Copenhagen Fashion Summit, og se Kronprinsesse Marys åbningstale på vimeo.

Foto: Mario Testino for Vogue Australia via Det Danske Kongehus' Facebook