Dansk modehistorie

Af Marie Riegels Melchior, ph.d.

Den danske modescene er inspirerende og varieret. Der er tale om godt tøj til gode priser, for ham, hende, pige og dreng. Som Danish Fashion Institutes direktør har udtalt, er der tale om ”Fashion for All”. Dansk mode bygger på en tradition om at sikre en fornuftig pris, samtidig med et tilgængeligt og moderigtigt formsprog. Dansk mode sætter sin egen æstetiske agenda, men er aldrig højtråbende og outreret. Der er farver, grafik, gode snit at finde i dansk mode og en forkærlighed for det anvendelige. Dansk mode bygger på en historie, som går tilbage til slutningen af 1950’erne, dengang den københavnske modeuge opstod, og troen på at modedesign lige såvel kunne have sit udgangspunkt lokalt som at komme til landet fra storbyer som Paris, London eller New York. 

Fashion for All

Dansk mode er vokset ud af beklædningsindustrien i Danmarks standardiserede produktion af tøj. Hverdagstøjet har været udgangspunktet og er det stadig for de fleste danske modebrands. Tøjet skal kunne bruges. De fleste danske modedesignere lægger dog vægt på, at tøjet ikke kun tjener en praktisk funktion og har et enkelt udtryk. For dansk børnetøj er glæde, leg og udendørsliv det dominerende træk. Her er humoristisk og farverig grafik et tilbagevendende kendetegn, som børnetøjsbrands som Molo og Danefæ er eksempler på. Mens brands som Soft Gallery, Okker Gokker og Mini a Ture har valgt en mere romantisk og poetisk grundtone i sin stil.

Dansk mode vil inspirere den moderne kvinde og mand med en aktiv livsstil. Tøjet skal være fleksibelt, ikke være for praktisk eller for fint, for minimalistisk eller pyntet, men netop ramme midt imellem og passe til de mange forskellige situationer en moderne hverdag kan byde på. Fra arbejde, over en tur på cafe, op på cyklen, hjemme med kæreste eller familie, til ud at feste. Af modebrands etableret i 1990’erne og 2000-tallet, der viser denne boheme og skødesløse stil er blandt andet: Munthe plus Simonsen, Day Birger et Mikkelsen, Bruuns Bazaar, Mads Nørgaard-Copenhagen, Rützou, Baum und Pferdgarten, Whiite, By Malene Birger, og Karen by Simonsen.

Tøjet skal være fleksibelt, ikke være for praktisk eller for fint, for minimalistisk eller pyntet, men netop ramme midt imellem og passe til de mange forskellige situationer en moderne hverdag kan byde på.

Andre danske modebrands’ kendetegn er en stærk konceptuel og grafisk identitet, som tilfældet er hos modebrands som Henrik Vibskov, Moonspoon Salon, Soulland, Stine Goya, og Libertine-Libertine. Deres bidrag til dansk mode er ofte noget mere udfordrende at have på, og brugeren må være rede til at skille sig ud fra mængden.

Nye modedesignspirer tegner imidlertid et mere radikalt kunstnerisk anslag i dansk mode. Hverdagen og tilgængeligheden i tøjet er ikke en ambition i sig selv. Det handler om gennem et avantgarde modedesign at skabe oplevelser, der udfordrer traditionelle silhuetter og påklædningsnormer. Modebrands der i 2013 sætter denne agenda er blandt andre: Anne Sofie Madsen, Vilsbøl de Arce, Freya Dalsjö, Astrid Andersen, og Asger Juel Larsen.

Variation og nye fraktioner synes således at tegne fremtiden i dansk mode og credo’et ”Fashion for all” peger i retningen af ikke alene et spørgsmål om tilgængelighed, men også at være et udtryk for mangfoldighed i, hvad angår stil, pasform og prissætning.

Copenhagen Fashion Week

Siden 2006 har den danske modeuge været markedsført under navnet Copenhagen Fashion Week. Modeugens historie går tilbage til slutningen af 1950’erne. De første danske modemesser – Dansk Modeuge og Dansk Herremodeuge – blev afviklet i 1958. Siden har de udviklet sig og taget navneforandring op til flere gange. Med Copenhagen Fashion Week fejrer modeindustrien hvert halve år dansk mode og arbejder for en øget opmærksomhed nationalt såvel som internationalt. Mens udenlandske indkøbere er i byen, afholder flere modebrands deres egne modeshows. Siden årtusindeskiftet har Københavns Rådhus dannet rammen om modeugens centrale showscene. Sammen med den parallelle forbrugerorienterede Copenhagen Fashion Festival, markerer det industriens ambition om at synliggøre København som international modeby.

Med Copenhagen Fashion Week fejrer modeindustrien hvert halve år dansk mode og arbejder for en øget opmærksomhed nationalt såvel som internationalt.

Dansk modeindustri

Dansk mode baserer sig på den danske modeindustri, der i begyndelsen af det 21. århundrede er en globaliseret eksportindustri. Produktionen og salget af tøj foregår alt overvejende uden for Danmarks grænser. I Danmark er industrien repræsenteret ved virksomhedernes salgs-, marketing-, design- og administrationskontorer. Siden 1990’erne er der hen over årene set en gradvis stigning i industriens eksportomsætning og eksportandel. Det er sket i takt med den største danske modevirksomhed Besteller A/S start og udvikling, samt med modevirksomheden IC Companys A/S opståen, efter en fusion mellem to tidligere iøjnefaldende danske modevirsomheder: InWear A/S og Carli Gry A/S.

Siden 1990’erne er der hen over årene set en gradvis stigning i industriens eksportomsætning og eksportandel.

Industrien udfordres dog af hård konkurrence. Det har været et kendetegn igennem hele det 20. århundrede. Ikke mindst siden 1950’erne, hvor industrienomstillede sig fra både at være hjemmemarkedsorientret og fokuseret på beklædningsproduktion, til at satse på eksportmarkedet og på at producere modetøj, i halvårlige kollektioner og i en stil i takt med tidsånden.

I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne blev det moderne at tale om en dansk mode.. Unge modedesignere blev engageret som designere for beklædningsfabrikanterne. Det gav fortællinger og frontfigurer, til at sælge deres varer på. 1960’ernes førende danske modedesignere var bl.a. Søs Drasbæk (Dranella), Margit Brandt (Margit Brandt), Mugge Kølpin (Mugge Kølpin Design), Lise-Lotte Wiingaard (Kat Design), Bent Visti og Lars Hillingsø, der hver i sær arbejdede for forskellige beklædningsvirksomheder. Flere af disse modedesignere fortsatte deres karriere i modeindustrien op igennem 1970’erne og 1980’erne. Og modebrands som Dranella, Margit Brandt og Nørgaard på Strøget eksisterer fortsat, mens mange nye også er kommet til. I 1980’erme var de nye modebrands blandt andet Sand, Ivan Grundahl, Elise Gug, Noa Noa, Jan Machenhauer, Samsøe + Samsøe.

For at styrke industriens udvikling har den historisk set været organiseret i forskellige foreninger og organisationer. I begyndelsen af det 21. århundrede er industrien altovervejende samlet i brancheorganisationerne Dansk Mode & Textil og WEAR samt i netværksorganisationen Danish Fashion Institute. I disse organisationer arbejdes der for branchens forsatte eksportfremme, for branding af dansk mode, og for at styrke de danske modevirksomheders sociale og etisk ansvarlige profil. Dette sker særlig gennem initiativet NICE – Nordic Initiative Clean and Ethical – der udvikler guidelines og andre former for værktøjer til de enkelte virksomheder.