Didders Pen: Didders klumme om Copenhagen Fashion Week AW16

ENERGIEN
I LUFTEN

Words by Didder Rønlund

Energien i luften har aldrig været bedre under en københavnsk modeuge noteret fra sidelinjen, hvor jeg befandt mig.

COPENHAGEN FASHION WEEK AW16, FESTIVAL inklusiv, toppede 10 års succeshistorie for DANISH FASHION INSTITUTE med modebossernes førstedame Eva Kruse, direktør, Anne Christine Persson, udviklingsdirektør og deres dedikerede team som vindere.

Eksporttal med en 6 % stigning - og omsætningstal med en 4 %´s vækst er strømpil med respekt til hele modebranchen og samspillet mellem brancheorganisationen DANSK MODE & TEXTIL, salgsmesserne CIFF i Bellacentret og REVOLVER i Kødbyen.

Den kompakte 3 døgns agenda var et hensyn til det voksende antal internationale gæster og deres pressekorps, som derved sparede tid og økonomi.

Runway shows i alsidigt flow mellem kulturtilbud fra museer og biblioteker, fest i gaden og grønne shoppingruter varslede nyt fokus på hele mandemoden. Bl.a. med gennembrud af TONSURE´s Malte Flagstad. Christina Exsteen fik stjernestatus for sin By Malene Birger kollektion, og net-giganten ZALANDO bød til live show – gratis for alle – på Rådhuset. Her fik folk, der ellers ikke har adgang til runway shows, mulighed for ikke bare at se aktuelle kollektioner, men også til at købe tøjet via Shoppers’ Lounge på iPads og smartphones direkte fra podiet.

Sådan indtog tusindvis af clicks modens fagre nye verden uden landegrænser og med udsigt til sæsonnedsmeltninger! Tak til Overborgmester Frank Jensen for åbne dørene til Rådhuset under hele modeugen og til udenrigsminister Kristian Jensen for sin engagerede tale ved åbningen. Kronprinsesse Mary overværede også åbningen.

I hast også lige en lille jordnær iagttagelse: Hold øje med chunky hælene, der ligner Lego klodser, er blåstemplet af Roger Vivier i Paris, og som for alvor dukkede op i det københavnske modebillede under modeugen. Sikre at gå på men minus sexappeal. Stilletter med hæle så tynde som streger i luften var dog stadig evergreens til glæde for fashionistaer i alle aldre.

Sæt næste kryds i kalenderen for Copenhagen Fashion Summit konferencen

12. maj, og velkommen i august til en ny, fantastisk COPENHAGEN FASHION WEEK.